torsdag den 20. januar 2011

Lægerne dømmer patienter til døden

Lægerne på Herlev Hospital - og muligvis flere hospitaler - har udviklet et helt særligt regelsæt, der medfører, at patienten ikke må genoplives i tilfælde af hjertestop. Denne beslutning foretages i flere tilfælde uden, at patienter eller pårørende involveres. Det er helt grundlæggende etisk forkert og ulovligt, at lægerne afsiger dødsdom over patienterne.

Dødshjælp?
Det er vel i den forbindelse helt på sin plads også at diskutere aktiv dødshjælp, hvor en patient på grund af alvorlig livstruende sygdom ønsker at få lægehjælp til at afslutte livet. Det er ikke lovligt i Danmark at imødekomme ønsket om aktiv dødshjælp. Hvis en dødssyg patient ikke selv kan træffe beslutning om afslutning på livet, hvordan kan lægerne så?

Økonomi eller livskvalitet?
Det er svært at vurdere lægernes beslutningsgrundlag. Men risikoen, dokumenteret af TV2 News, er at lægerne udover hensyn til hvad der tjener patienten bedst også tager økonomiske hensyn, når beslutningen om genoplivning skal træffes. Kan samfundet vægte patienternes muligheder for etisk korrekt behandling på et økonomisk grundlag? I så fald, hvad skal kriteriet  for beslutningen være? 

Den Danske sundhedsmodel og fremtiden?
Med et offentligt sundhedsvæsen, der betales over skatten, mener jeg at alle der betaler sundhedsbidrag, har samme ret til behandling . På samme vilkår som hvis det var en privat forsikring, hvor  forsikringsselskaber ej heller kan differentiere patienter ud fra en økonomisk vægtning.
Sundere livsstil og udsigt til forsat forbedrede behandlingsmuligheder, vil helt naturligt medføre længere levetid - og det koster penge på sundhedsområdet. I så fald, det ikke er muligt at tilbyde visse behandlinger, må det være nødvendigt at etablere et regelsæt der sikrer at alle patienter behandles etisk forsvarligt og ud fra ens kriterier. Simpelthen for at bevare tryghed og tillid til sundhedssystemet. Hvordan er det muligt at sikre tillid og tryghed og skal der være økonomi indblandet?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar